Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Januar 2007


Hyp, hyp mine tipspenge


Kulturen får for lidt fra Tipspengene, siger DJBFA. Her på stedet anbefaler vi, at DJBFA læser tipsbevillingerne.

Godt halvdelen af KPMG's rapport er et forsøg på analyse af tipspengene på kulturområdet. KPMG forsøger at belyse tre påstande:
  • om Kulturministeriet har efterlevet lovgivningen i fordelingen af tipspenge
  • om Kulturministeriet har flyttet penge fra almen kultur til idræt
  • om der sker en flytning af kulturudgifter mellem Kulturministeriets del af Finansloven og tipspengene.
KPMG konkluderer, (1) at Kulturministeriet overholder lovgivningen, (2) at der er flyttet penge fra idræt til almen kultur, (3) at der ikke er en sammenhæng mellem fald i Finanslov og stigning i tipspenge.

Det sidste er ganske nemt at konstatere, al den stund tipspengene er forholdsvis konstante i perioden 2001-2006. Enhver med det mindste kendskab til beslutningsproceduren omkring tipspengene vil også vide, at man ikke har mulighed for at budgettere med opjustering af den samlede tipsbevilling, al den stund at den samlede tipsbevilling er en konsekvens af tipstjenestens overskud og ikke sådan lige til at justere politisk.

Forbavsende nok har DJBFA ikke været i stand til at anerkende KPMG's konklusioner på dette felt. I stedet hævder DJBFA:
  • at Tips og Lotto udgør en større andel af kulturbudgettet i 2006 end i 2001.
  • at Tips- og Lottomidlerne er blevet mindre til almene kulturelle formål.
I 2001 var Kulturministeriets udgifter på Finansloven 3.861 mio. kr., samme års tipsbevilling var 267 mio. kr. Af den samlede kulturbevilling udgjorde tipsbevillingen 6,9% i 2001. I 2006 udgør tipsbevillingen kun 6,5%. Det er vanskeligt at forstå, hvordan DJBFA er nået frem til den modsatte konklusion.

Hvis man undlader at gå ned i substansen, kan DJBFA hævde at have ret i den anden påstand, at der er færre penge til almen kultur i 2006 end i 2001. Forudsætningen for at kunne følge DJBFA's argumentation er, at den del af kulturområdet, som vedrører idræt, ikke er almen kultur. Det er et helt fair kulturpolitisk snit at lægge mellem forskellige dele af kulturområdet.

DJBFA hæfter sig i sin argumentation på en lovændring fra 2003, hvori tipspuljen "almen kultur" blev reduceret fra 28,8% til 25,5% af de samlede tipsmidler. Differencen går til Hestevæddeløbssporten. Og ud fra den almene kulturs perspektiv ser dette jo ikke godt ud.

Problemet i DJBFA's argumentation er, at man ikke kigger i de konkrete tipsaktstykker, som udløser bevillingerne. Før reduktionen fra 28,8% til 25,5% var Hestevæddeløbssporten en del af de 28,8%, herefter blev hestevæddeløbene udskilt som særskilt område.

Den samlede tipsbevilling til almen kultur var i 2002 268,3 mio. kr., heraf anvendtes 17,6 mio. kr. til hestevæddeløb og brevduesporten. Efter procentændringen var bevillingen i 2003 reduceret til 252,6 mio. kr. til almen kultur, hvoraf hestevæddeløb og brevduesporten fik 0. Almen kultur uden dyresport fik altså 250,7 mio. kr. i 2002 og 252,6 mio. kr. i 2003.

Når DJBFA påstår, at "hestene får det, som komponisterne, musikerne, malerne og skuespillerne oprindelig var tiltænkt", er det det rene vås. Bare fordi DJBFA ikke evner at kigge i de konkrete tipsbevillinger. Hvad der var "oprindeligt tiltænkt" er sikkert til at strides om, men man må for god ordens skyld nævne, at der er ganske god mening i, at tipspengene også går til hestesport, hvis frie virksomhed netop begrænses af tipsmonopolet. Tipspenge til hestesport er altså en naturlig og "oprindelig" kompensation.

Den sidste tipsbevilling uddelt af SR-regeringen i 2001 var på 267,3 mio. kr. Heraf tildeltes dyresportsgrenene 18,4 mio. kr. og øvrig idræt 47,5 mio. kr. Nettobeløb til almen kultur, som ikke var idræt, var 201,4 mio. kr. 2006-uddelingen af tipspenge til almen kultur var samlet 280,6 mio. kr. Heraf anvendtes intet til dyresport og 37,7 mio. kr. til menneskeidræt. Netto til almen kultur, som ikke var idræt, uddeltes 242,9 mio. kr.

Den almene kultur har således fået en stigning, som både er større end Økonomistyrelsens og KPMG's prisreguleringer.

Det overrasker sikkert mange, men VK-regeringen bruger rent faktisk en mindre andel af tipspengene til idræt, end SR-regeringen gjorde.

Læs også:
20 millioner sparet, basta!
Kulturøkonomi På Mangelfuldt Grundlag
DJBFA's mange selvmål
Museerne vandt
"Kulturministeren trives som aldrig før"

Søndag Aften 01/2007

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.